Overvejer du at udskifte dine vinduer, men er du i tvivl, om det er nødvendigt, eller om du kan nøjes med at reparere dem, så læs med her.

Om du skal købe nye vinduer eller renovere de gamle, afhænger først og fremmest af dine behov og selvfølgelig vinduets stand. Skal vinduet eksempelvis blot holde vinden ude og isolere bedre, eller skal de opdateres med et mere moderne look, der passer bedre til huset?

Renovering

Inden du går i gang med renoveringen, skal du spørge dig selv og/eller en fagmand om, hvor meget en renovering vil forlænge vinduets levetid – og om det overhovedet kan betale sig i forhold til at investere i nye vinduer med garanti, længere levetid og måske bedre kvalitet?

I nogle tilfælde kan vinduer af ældre dato renoveres med godt resultat og dermed få forlænget deres levetid. Renoveringen kan fx omfatte:

  • Udskiftning af beslag
  • Udskiftning af tætningslister og glaslister
  • Udskiftning af rude
  • Reparation af skader på karm og ramme
  • Ny maling eller oliebehandling

Udskiftning

Når de gamle vinduer er så nedbrudte, at en renovering ikke kan svare sig, eller en renovering ikke kan opfylde vinduets funktionskrav, er løsningen at udskifte de eksisterende vinduer med nye.

Det kan godt være, at udskiftning af vinduer umiddelbart er en dyrere løsning end renoveringen. Men her er det vigtigt at huske på, at der med i prisen på de helt nye vinduer indgår væsentlige fordele som:

  • Forbedret isoleringsevne
  • Lavere energiregning
  • Forbedret indeklima
  • Mulighed for funktionstilvalg
  • Lang levetid
  • Garanti

Husk: Prisen er ikke alt!

Når du sammenligner priserne på henholdsvis renovering og udskiftning af vinduer, skal du selvfølgelig medregne faktorer som eksisterende og nye vinduers levetid, vedligeholdelse samt kvalitet og garanti.